–  fordi vi er i samme båd

– fordi vi er i samme båd

Historien

Der var engang… Sådan starter et typisk eventyr! Dengang i 2011 var vi del af en større flok, som ville lave en kooperativ virksomhed, der skulle ”redde verden”. Ved at bruge hinandens styrker og beskytte hinandens svagheder, ville vi skabe vor egen levevej gennem at hjælpe andre med det samme – udvikle og beskytte den enkelte virksomhed og dermed menneskers levebrød. Vi var en sammensat flok med hovedvægt af meget forskellige, hovedsagelig selvstændige, IT-folk, men også designere, kommunikationseksperter og en fotograf. Som i alle andre eventyr skulle vi gå så grueligt meget igennem. Enden på det lille eventyr blev et forgæves, fælles forsøg, der i 2012 mundede ud i to små virksomheder, et mindre IT-kollektiv, der leverer egentlige IT-relaterede ydelser, og os, Balit – rådgivere og sparringpartnere i din fortsatte udvikling. I Balit fastholder vi tankerne om gensidig hjælp til selvhjælp på vejen mod et (endnu) bedre liv. Ved at hjælpe virksomheder og enkeltpersoner til at udvikles og fungere bedst muligt, ender vi med også at kunne leve vore liv, som vi ønsker det, uden fokus på rigdom, men samtidig brødføde os selv og vore familier. I realiteten en socialøkonomisk virksomhed. Sidenhen er der kommet meget vind i sejlene på det område, SØV og RSV er blevet gængse begreber. (SocialØkonomisk Virksomhed / Registreret Socialøkonomisk Virksomhed). Det korte af det lange er, at vi vil bidrage til din positive udvikling – og dermed til fælles bedste for os alle sammen. Hvordan kan du læse mere om på de øvrige sider – ligesom du naturligvis er hjerteligt velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak. Vi er født nysgerrige, vi har alle de samme, basale behov, der skal dækkes.
Vi er alle i samme båd!
Og rejsen er først lige begyndt… ?